Ry Roklub

søg pnForum seneste indlæg Bemærk: Registrerede brugere kan abonnere på besked om nye indlæg Bemærk: Registrerede brugere kan abonnere på besked om nye indlæg

til forrige tråd Udskriv tråd

Start ::  Ry Roklub ::  Generelt ::  Grønne lange bukser
Moderatorer:

Bund 

Grønne lange bukser

Bente Jensen Skevet: 07.09.2015, 21:05



registrerede: Jun. 2012
indlæg: 3

Status: offline
sidst set: 23.09.15
Til dig der var i roklubben mellem 18 og 20 mandag den 20/9. Check lige din taske, om du skulle have taget mine grønne bukser med hjem.
Hilsen den bukseløse
Bente
Top  Profil send intern besked
 
Poul Lervad Skevet: 08.09.2015, 00:21



registrerede: Mar. 2006
indlæg: 8

Status: offline
sidst set: 20.09.17
For et par nætter siden havde jeg et mareridt.

Forud for hændelsen var en fredelig aften foran TV med bl.a. en psyko-triller. Bagefter faldt jeg som sædvanligt nemt i søvn og blev ført ind i følgende fremtidige begivenhed, der udspiller sig om 12-13 dage, nærmere omkring den 20. sept. Det er vist endda dagen efter en fest i klubben.

Optakten var den samme, blot med den undtagelse, at jeg efter filmen IKKE kunne falde i søvn. Jeg stod ud af sengen. Drak en hurtig øl, hvilket i sådanne situationer plejer at virke som slaget med en hammer. Det hjalp ikke. Jeg drak en øl mere, men kunne stadig ikke sove. Var i stedet lysvågen og kunne høre hvordan efterårsstormen hev og sled i den gl. stationsbygning, og det peb fra alle vinduessprækker, postkasserne ved p-pladsen støjede fra klapperne til brevindkastene og højttalerne på perronen var gået i selvsving og kørte konstant: gå over toget, der kommer ikke spor – Gå over toget – der kommer ikke spor osv osv.
Nå, på med tøjet og så må jeg have en rask natlig spadseretur og tænkte at jeg da lige kunne runde roklubben og tjekke, at alt var ok.
Jeg gik via p-plads ved havnekiosken og videre ad stien langs Ry Marina. Nogle motorbåde var taget op for sæsonen, men stormen hev massivt i de tilbageblevne, der blev slået frem og tilbage i fortøjningerne. Larmen fra bølgerne, der slog mod bolværket, linernes slag mod masterne og vindens hylen fra trætoppe og alle omgivelser oversteg alle andre lyde.
”Vest-sydvest, stormende kuling” tænkte jeg. ”Næppe egnet til en tur rundt om Lilleø”. Jeg skuttede mig i jakken og gik lænende fremefter mod vinden.
Der var mørkt fra roklubben, og det var vist godt, at vi forrige år fik fældet de nærmeste store træer. De kraftige vindstød tog i hvert fald hårdt fat i træerne, og der faldt hele tiden små kviste ned på stien. Men ellers så alt tilforladeligt ud.
Jeg fortsatte ad stien langs søen, idet jeg lige skulle mærke suset fra toppen af Skimminghøj, før jeg ville vende tilbage til soveværelset og den varme dyne.

Nået frem til stiens skarpe sving lige over for kaninøen hørte jeg pludseligt et gennemtrængende skrig. Et hæst og hjerteskærende kvindeskrig. Samtidig steg vinden pludseligt i styrke med en øredøvende larm, den hev og sled i træer og alt i området, alt imens skrigets styrke ebbede ud og uden, at jeg kunne fastlægge fra hvilken retning det kom. Var jeg ikke helt vågen, så blev jeg det i hvert fald nu. Jeg kiggede mig hurtig omkring, ud mod åbningen til passagen og mod Birksø. Over mod kaninøen.

”Er der nogen”, råbte jeg i et forsøg på at overdøve støjen. Der kom intet svar. Jeg gentog råbet, uden tro på, at det overhovedet kunne høres.

Og så gik lyset i alle lamperne langs stien ud og få sekunder senere forsvandt også lyset fra de huse, der kunne ses og det svage lyse genskær fra skyernes underside slukkedes.
Det er da totalt mørke, tænkte jeg, og fik et kort flash-back fra efterår 2014 under en sen aftenrotur i mørke med Claus. Det var så mørkt, at jeg ikke kunne se ham, selv om jeg i kajakken roede lige bag ham. Det eneste jeg kunne se, var den lille tynde lyse streg i kølstriben efter hans båd. Og så var jeg tilbage i nuet – på stien over for kaninøen.

Pludseligt hørte jeg en skarp knirkende lyd tæt på. Trak mig hurtigt sammen og lidt tilbage, medens et kraftigt vindstød et øjeblik senere førte et stort elmetræ direkte til jorden, hvor det slog ned tværs over stien lige foran mig. ”Pyhha – tæt på”, tænkte jeg kort, mens jeg analyserede mig frem til, at det nok ikke var så farligt at befinde sig lige ved siden af et træ, der ER væltet.
Mere nåede jeg ikke at tænke, før en topløs velformet og storbarmet kvindeskikkelse strøg tæt forbi mig i en sådan fart, at suset fik mig til at svaje. Skikkelsen, spøgelset, satan selv, kvinden eller hvad det nu var, fremstod næsten helt nøgen og var kun iført nogle grønne bukser. Skikkelsen fortsatte i en elegant bevægelse hen over det nedfaldne træ og forsvandt i retning mod Skimminghøj.

”Det var ligegodt pokkers”, tænkte jeg. Og med lyden af kvindeskriget i baghovedet var det ikke svært at nå frem til en formodning om, at der var en sammenhæng, og at der helt klart måtte foregå noget mistænkeligt, noget ulovligt eller måske ligefrem forbryderiske kriminelle handlinger. Ikke at jeg tænkte på, at være udsat for en blotter, blufærdighedskrænkelse eller forsøg på seksuel forulempelse. Nærmere, at jeg nu måtte træde i karakter og forsøge forholdet opklaret eller i det mindste pågribe den mistænkte, således at mine kolleger kunne tilkaldes og klare resten.

Jeg tog et par dybe indåndinger og satte afsted i løb efter den forsvundne skikkelse samtidig med, at jeg af mine lungers fulde kraft råbte ”Det er politiet – stands din forbryder” (havde lyst til at tilføje ”eller jeg skyder”). Men både fordi jeg ikke havde skyderen med og mest fordi, der jo ikke ligefrem var grund til at skyde, undlod jeg denne sidste del af sætningen.
Jeg gentog råbet flere gange, alt i mens jeg valgte at løbe ud gennem sumpen uden om trækronen. Strøg selvfølgelig straks 10-15 cm ned i det gennemvåde svumpede græstæppe, men fortsatte med lange seje skridt i retning mod Skimminghøj. Det føltes helt godt. Næsten som i karrierens første mange år, når en mistænkt forsøgte at stikke af.

Nået næsten halvvejs videre ad stien ud mod højdepunktet, fik jeg kortvarigt øje på skikkelsen, der nu var på vej op ad skråningen. Skikkelsen drejede hovedet mod mig. Det så ud, som om hun smilede, og så forsvandt skikkelsen igen ud af syne.
De mørke skyer tårnede sig op og virkede lidt skræmmende, som om de samlede sig om mig, mod mig og over mig, da jeg få sekunder senere strøg op af samme skråning.
Følgerne af den hårde spurt ramte mig nu. Jeg hev og sled efter vejret, stoppede et øjeblik og støttede mig til bænken, medens blodet hamrende rundt i kroppen og det lød, som var der en konkurrence mellem støjen fra vindens rasen og luftens larmende hvæs, medens den suste frem og tilbage mellem stemmelæberne.

Og så fik jeg øje på skikkelsen. Den tårnede sig op på toppen af de grene, der allerede var samlet og stablet med tanke på næste års Sct. Hans bål.
”Det er politiet – Hvad foregår der her – Nu bliver du her – Kom ned af det bålsted” – råbte jeg af mine lungers fulde kraft, idet jeg stadig måtte hive efter frisk luft efter hver eneste af de korte sætninger.
Ingenting skete.
Jeg gentog råbet og tilføjede sådan lidt overskudsagtigt, idet jeg forsøgte at få det til at lyde overbevisende ”Du er omringet” og lidt senere igen ”du er omringet – kom ned eller vi slipper hundene løs”.
Ingenting skete. Skikkelsen svajede lidt i takt med vindstødene og måske smilede hun stadig.

Jeg måtte prøve noget nyt. Foreløbigt stod der 1-1, og jeg følte en vis kontrol over situationen, men indså også, at skulle der være fremdrift i opgaveløsningen, måtte jeg have hjælp.
112 – nej, det var nok lige overdrevet. Så jeg tastede 114. ”Vidste De, at anmeldelser om cykeltyveri kan indgives elektronisk via vores hjemmeside, osv osv osv.”, Jeg måtte opleve, genhøre og forspilde tiden med at lytte til den automatiske telefonsvarer og forsinker, indtil jeg endelig nåede frem til disponenten på vagtcentralen. ”Det er Lervad, jeg har brug for lidt hjælp her i Ry”. Mere nåede jeg ikke at sige, før telefonforbindelsen afbrudtes og jeg opdagede, at lys i display var forsvundet.
”Pis”, sagde jeg for mig selv. Klokken må være omkring 0230. Nå, vi må videre.

Hele tiden havde jeg overvåget området og situationen med skikkelsen var status quo, hun befandt sig stadig let smilende øverst på toppen af de opstablede grene.

Vinden ruskede nu i alt. Mod vest sås Birksø normalt fredelige overflade forvandlet til et vildt frådende hav og de hvide bølgetoppe var det eneste lyse i dette ellers totale mørke.
Alt andet var mørkt og nærmest sort og som sammenvokset med de mørke træer op mod Ry Nørskov og de mørke lavthængende og truende skyer.
Mod øst virkede udsigten over Ry også faretruende. Der sås mørke konturer af de kendte huse, bygninger og store genstande i terrænet.

Min syn havde nu omstillet sig til mørket og jeg kunne tydeligere se konturerne af skikkelsen.

”Kom nu ned – for helvede da”, råbte jeg og trådte hen mod stablen.

”Det er politiet – Kom ned af de grene og fortæl mig, hvad der er sket”, forsøgte jeg i et lidt blidere tonefald. – Der kom intet svar.

Nu var min tålmodighed ved at rinde ud. Jeg skulle jo også hjem at sove. Få noget søvn, inden jeg skulle møde i morgen tidlig kl. 06. Ja, der var lige nu faktisk ikke udsigt til ret megen nattesøvn. Endnu et problemfelt dukkede op i baghovedet. Mobilos tom for strøm. Byen uden strøm. Hvordan skal jeg i grunden blive vækket, når jeg kun har den som ”vækkeur”. Nå, det var lige nu et sekundært problem. Vi må videre.

”Nu kommer du altså ned. Ellers kommer jeg op og henter dig.”, råbte jeg. ”Det er sidste chance”.

Ingenting skete. Nå, jeg måtte jeg holde processen i gang. Så jeg begyndte at gå, kravle og bevæge mig op af stakken med grene. Skikkelsen på toppen svajede igen og netop, som jeg nåede toppen forsvandt skikkelsen ud i mørket.
”Fa……” og mange andre eder strøg op under æ himml’, mens jeg lod kroppen læne og hvile mod den øverste gren i stablen. Med hånden ville gribe støttende til grenen, men mødte i stedet fornemmelsen at røre ved noget stof. Jeg trak stoffet til mig og kunne ud fra stoffets facon og størrelse mærke bukseben og en åben lynlås. Det må være hendes bukser, tænkte jeg og følte mig samtidig lidt lettet over, at så havde det da ikke været et spøgelse. Bukserne var jo også en slags bevis på, at der var foregået et eller andet. Modsat tænkte jeg faktisk ikke, at der jo så lige nu måtte rende en helt nøgen kvinde rundt på Skimminghøj. Enten som forbryder eller som et offer for en forbryder.

Jeg lod mig langsomt glide ned langs grenene, og da jeg fik fodfæste foldede jeg bukserne sammen og begyndte at gå ned i retning mod roklubben. Måske klubbens fastnet telefon virkede.

Men jeg nåede ikke langt, før jeg ved sammenløbet med Kvicly-stien fik øje på en flaksende lyskegle og kort efter følte den let smertende og lammende virkning af lyskeglens skarpe skær rettet lige mod mine øjne og totalt smadrede det opnåede nattesyn.
”Hvem der” – hørte jeg fra en velkendt kvindestemme. ”Hvem der og hvad sker der”, gentog formandinden (Susanne Dixen, red.).

”Det er politiet – nej, altså. Det er mig – Poul”, svarede jeg, og tilføjede, ”godt du kom, jeg har brug for hjælp”.

I mellemtiden var vi nået tættere på hinanden og formandinden fik øje på det sammenrullede stof.
”Jeg hørte noget råb herude, hvad sker der, og hvad er det du går rundt med”, spurgte hun og rettede lyskeglen mod stoffet.
Vi kunne nu begge tydeligt se, at det var et par grønne bukser.

”Sig mig en gang – hvad laver du med Bentes bukser”, sagde hun på en meget mistænksomt lydende måde, medens jeg igen mærkede lyskeglens nu meget varme stråler mod mit vindblæste ansigt.

”Ding – Dong”. ”Ding – Dong”. ”Gå ikke over sporet, der kommer tog, Gå ikke over sporet, der kommer tog.

Langsomt – ganske langsomt, sådan føltes det, medens underbevidsthedens natlige bevogtning af mine hvilende reflekser langsomt fik dem aktiveret, indtil jeg som i et mikrosekund fik tændt hjernen for fuldt blus.
Alle alarmlamper blinkede i det indre.
Formandinden, grønne bukser, ding-dong lyden og det gennemkørende tog mellem kl. 04-05.
Jeg havde sovet for længe.
Stormen, altså den i mareridtet havde lagt sig. Jeg havde hverken overværet en voldtægt eller det der var værre. Jeg var ikke mistænkt for at have flået bukserne af Bente eller at have fortalt, at hendes buksetyv var en halvnøgen heks på Sct. Hans bålet eller andet spind.
Nu skulle jeg bare barberes og have smurt madpakken. Med lidt held kunne jeg godt nå Vejle til kl. 06. Dette selv om jeg overhovedet ikke havde sovet hele natten, men i stedet havde passet på klubben og Bentes bukser og spøgelser. Og hvad pokker lavede i grunden formandinden ved klubben så sent.
Jeg må vist spørge hende ved lejlighed, og så skal jeg vist aldrig mere bruge en dobbelt øl som sovemiddel.

OG til Bente. Jeg kender altså intet til de grønne bukser, der forsvinder den 20. sept. Måske du skal ta' kjole på :-)
Top  Profil send intern besked
 
Bente Jensen Skevet: 08.09.2015, 22:50



registrerede: Jun. 2012
indlæg: 3

Status: offline
sidst set: 23.09.15
Med den fantasi og gode historie/skrækkelige mareridt tror jeg nu jeg vil miste mine bukser igen. Ha ha . Hilsen Bente
Ps .Én mindre mistænkt
Top  Profil send intern besked
 
Bente Jensen Skevet: 23.09.2015, 14:39



registrerede: Jun. 2012
indlæg: 3

Status: offline
sidst set: 23.09.15
Tak.Tak Tak. Dejligt at se sine bukser igen.Hilsen Bente
Top  Profil send intern besked
 
Karen Maria Dixen Skevet: 28.09.2015, 09:04



registrerede: Mar. 2006
indlæg: 9

Status: offline
sidst set: 28.09.15
;) - fornøjelig og ganske hårrejsende læsning. Tror da aldrig mere jeg skal i klubben efter mørkets frembrud.
Top  Profil send intern besked
 


Brugere online:
og 0 gst

Denne liste er baseret på aktive brugere i de seneste 60 minutter


Powered by pnForum Version 2.6